03.12.2016





Her den første lørdag i december er det tid til et lille juleeventyr fra den virkelige verden – det var i hvertfald en ægte ’adventure’ for mig. Allersidst i oktober var der samling for BBH-instruktørerne og jeg havde glædet mig meget. En del af vores supervision går også ud på at dygtiggøre os fra hesteryg (det er der meget læring i) og jeg ville medbringe min DV-hoppe Nikita Petit til samlingen.

Nikita, der er en følsom hest, er blevet 17 år og jeg har aldrig haft hende med i ridehal, altså så er det omtrent 14 år siden hun har været i en hal, så jeg var klar over den store udviklingsmulighed, der lå i netop den omstændighed. Faktisk havde jeg på forhånd ingen anelse om, hvordan reaktionen ville være.

– Hvorfor er det relevant for mig?, tænker du måske. Det er det fordi, det er jo sådan noget, som vi udsætter vores heste for.

I forbindelse med nyt opstaldningssted, nye steder at træne og andre miljøskift, vil hestens stressniveau påvirkes – der er naturligvis forskel på hestenes reaktion samt hvilket udgangspunkt, der er. Hvor mange point er der at trække på, kan man spørge. Vi sætter point ind på kontoen med de gode oplevelser og når motivationen er stor – set gennem hestens øjne. Omvendt bruger vi af pointene, når der er stressende omstændigheder, fx nye kammerater, sygdom, uvante situationer, stævner – og som her at være i en ridehal. Jeg har trænet meget på basissignalerne (gennem negativ og positiv forstærkning, med forståelse og indføling) med Nikita og vil mene, at de sidder ret godt fast – knap så godt, når situationen er presset that is. Og det er jo sådan det er – og fordi jeg har lært det igennem min BBH-basisinstruktøruddannelse, så forstår jeg nu også mekanismen i hesten.

Der er egentlig to historier om læring her; hestens og rytterens (min!).

Historien om hesten

Vi havde tre dage på BBH, og jeg er sikker på, at det gav en kæmpe forskel, fremfor havde jeg været på en-dags besøg. Fordi Nikita var så utryg ved at være i den uvante hal og med fremmede heste, var det vigtigt at lave det bedste setup for hende. Vi ville undgå at aktivere flugt responsen, så fokus var på, at få hende så rolig og tilpas som overhovedet muligt. Planen var en times ridning hver dag. Det blev til meget arbejde fra jorden… Første dag trak jeg hende og trænede stop med en godbid til belønning. Godbidderne er med til at aktivere en afspændthed i hestens nervesystem og desuden kunne godbidden flytte fokus fra ’det farlige’ til mig.

Vi holdt os langt fra udgangen og sørgede for, at der hele tiden var en anden hest i ridehuset – igen for at skabe det gode setup og hjælpe hesten bedst muligt. Hver dag startede med dette jordarbejde og til dels i en longe – kun i skridt. Tempoet og adrenalinet skulle holdes nede. Gradvist blev det bedre og hun slappede hurtigere af og var tilpas med at være i ridehallen – stadig væk fra udgangen og aldrig alene. Det gode setup!

Efter en rum tid, kunne jeg blive sat på ryggen af hende. Normalt anvender jeg en skammel, men vi valgte, at jeg i stedet fik et ben op – Nikita var utryg ved skamlen, så vi valgte dette som den bedste løsning. De første dage var der fokus på at skabe en god balance i skridt. Når hun var anspændt og trippende, virkede det godt, at drive for at bede om længere – og deraf en roligere – skridt. Hun havde også stor gavn af, at blive balanceret i forparten og blive lige i kroppen. Det gjorde vi ved at lave en lille kontrastilling til udvendig side og åbne indvendige tøjle til et forbensflyt, når hun faldt ud af volten.

Resultatet blev en god og regelmæssig skridt. Og allervigtigst afspændt med god aktivitet i ryggen. Det var så tydeligt, at i takt med at balancen og bevægelsen blev forbedret, faldt stressniveauet. Det giver ret god mening, for der blev sat mange point ind på kontoen og til allersidst var hun ok med ridehallen og kunne skridte fint forbi udgangen.

Historien om rytteren

Vi havde tre dage på BBH, og jeg er sikker på, at det også gjorde en kæmpe forskel for mig. Jeg blev ret påvirket af, at Nikita var så ukomfortabel med situationen. Vores nervesystemer var totalt i sync og i starten også i selvsving. Jeg trænede det dybe åndedræt, drak vand og forsøgte alverdens kunster, for at få et fysisk outlet af min stress. Jeg ønskede bare sååå gerne meget, at dette skulle gå godt og at min lille hest skulle have en god oplevelse – sådan med en ‘lille-pige’ følelse indeni. Når det virkelig betyder noget, så er den følelsesmæssige reaktion også stor.

Igennem undervisningen formåede Susan at flytte mit fokus rundt i min krop og min mentale tilstand blev roligere og jeg kunne efterhånden tage imod input og hjælpe min hest. Det bedste var, når jeg fik helt konkrete og jordnære anvisninger – ikke så meget snak. Det synes jeg var ret så irriterende – særligt i starten, hvor jeg ikke var helt tilstede. Det gik bedre og jeg kunne høre forklaringerne, når Nikita blev mere afspændt. Logik for burhøns, når man ikke lige sidder midt i det…

Noget, som jeg her bagefter har tænkt meget over, var den indre dialog i mig. På den ene side var jeg flov over at komme med en hest, hvor jeg ikke bare kunne levere. Og det selvom jeg sagtens kan forstå mekanismen i hesten og mig selv. Vi er selv vore hårdeste dommere, pyha. Det er ret godt at få sat lys på. Og jeg ville aldrig tænke sådan om en af mine egne elever, hvis de kom med en stresset hest, men vi stiller ofte højere krav til os selv og vil gerne være dygtige og præstere. Eller er det kun mig?

Jeg er faktisk stolt af vores fælles indsats og udvikling over de tre dage. Jeg husker ikke, hvornår jeg sidst har følt mig så presset, som de første to dage. Jeg er en talnørd, så jeg vil sige, at dag 1 var jeg 20% mig selv, dag 2 40% og den sidste dag 3 hele 80% mig selv og sluttede som ‘helt mig selv’ – og rideglæden kunne mærkes helt ind i hjertet.

* * * * *

Jeg havde (naivt?) håbet på, at Nikita ikke ville reagere så meget på ridehallen. Jeg er glad for, at det var på Blue Berry Hill, at vi skulle have den udfordring, og jeg ved, at vi var i de bedste hænder. For på netop det sted, er der rum og plads til at tage sig tiden og virkelig lytte til både hest og rytter. Der er det rum og den mulighed, som jeg ønsker at introducere mine elever til – der skal være plads til at øve sig og lære uden bedømmelse.

Det er så vigtigt for mig personligt, at give hestene de bedste træningsmuligheder, og det er vigtigt at have hele billedet og alle aspekter med. Det er der en stor omsorg i og jeg har været tryg til trods for, at både Nikita og især jeg var langt udenfor comfortzonen. Der er nu lagt op til en rigtig god oplevelse næste gang, vi sammen skal i ridehal – og al træningen er noget, som jeg kan tage med ud i min hverdag – i min egen omgang med hestene, og bestemt også når jeg er ude som BBH-instruktør.