16.04.2018



Torsdag den 12. april havde jeg kaldt til samling! Det er vigtigt, at vi mødes i virkeligheden - og ikke kun på nettet. Aftenens emne var af den lidt mere mentale karakter, og hestebiografen havde dokumentaren 'The Path of the Horse' på plakaten. Som det hører og bør var der både sodavand og popcorn til at ledsage filmen. Efterfulgt af hyggelig snak om filmen - og meget andet - rundt om kaffebordet.


Første gang jeg så dokumentaren var for en 3-4 år siden. Den ligger frit tilgængelig på Youtube, og jeg synes bestemt at du skal tjekke den ud. Den sætter tankerne i gang. Du får her et ultrakort resume; en professionel træner rejser ud i verden, for at se hvordan man også kan arbejde med heste på. Som et modsvar til den brutalitet og det pres, som man nogle gange oplever hestene udsættes for i præstationerne og pengenes navn.


Jeg synes, at der med filmen følger så meget at tænke over. At der er mange veje med heste, og at vi skal finde den rette for os. Hvor hjertet er med... Og blidheden og medfølelsen skal også bo i det hestehjerte. Jeg er klar til at se filmen snart igen, for at få endnu flere facetter med.


Der er så mange bemærkelsesværdige øjeblikke i filmen. Så mange smukke billeder og rørende udtalelser. Og jeg bliver også meget berørt over billederne taget til et stævne af heste i smerte og stor stress. Tænk at jeg selv har været der... Øv. Jeg har det helt fint med, at man konkurrerer med hestene, når det er under stor hensyntagen til deres velvære både mentalt og fysisk. De her billeder viser bare noget helt andet, som går lige i maven på en meget ubehagelig måde.


Vi skal blive som børn igen. Under instruktørens besøg i Danmark hos Klaus Ferdinand Hempfling, se vi en anden træner, der søger forbindelse og samhørighed med hendes hest. Hun bliver sat til at danse og bevæge sig som da hun var 6 år gammel. Sikke et mod, som damen viser. Tør du det? Altså slå dig helt løs og slippe kontrollen.


I filmen går de linen ud, og stiller spørgsmåltegn ved, hvorvidt det er acceptabelt at ride hestene, og at anvende bid og sadel. Vi har naturligvis et meget stort ansvar overfor vores heste, og for at lære vores unge mennesker gode vaner. Personligt synes jeg det er okay at ride på hestene, når det sker med stor respekt og med indfølelse. Ofte skyldes konfliktadfærd smerter/ubehag eller at hesten ikke er motiveret for den træning, som vi byder den. Gennem nærværende træning, hvor vi hele tiden søger blødheden og villigheden hos hesten, og ved at betragte den hele udtryk i modsætning til kun at fokusere på fx hovedets placering eller hvordan kun forbenene løftes.

"Hestene har båret os i århundreder og ventet på at menneskerne
skulle nå til et punkt, hvor de er klar til at udvikle en højere bevidsthed"

Alle de medvirkende hestemenneskers succes ender ud i det samme. Vigtigheden af indre balance, en følelse af ro, tillid og frihed. Når det er opnået har vi ikke brug for at kontrollere hestene - der vil de vælge os til og være villige til at samarbejde om nærmest alle de opgaver vi vil stille dem.


Til glæde for heste og mennesker

Betina





Se filmen lige her: "The Path of the horse"